ÅRSMØDE REFERAT 2013 – REGIONSGOLF VEST ABCD
Årsmødet blev afviklet i Hedensted Golfklub, og formand Preben Hanghøj bød alle velkommen. Det er tredje år at S/V og ABCD afholder årsmøder på samme dato og sted, og i år var det ABCD der indlede dagens program. Preben Hanghøj takkede Hedensted Golfklub for at stille lokale til rådighed for årsmøderne og for at lægge bane til en match for deltagerne efter mødet. Klubbens manager, Michael Kongsmark, bød velkommen og gave en kort orientering om, klubbens udvikling.
Valg af dirigent
Forsamlingen valgte Jan Skanderup som dirigent.
Formand Preben Hanghøj aflagde beretningen for 2012/13
Konstitueringsmødet efter årsmødet i resulterede i følgende: Formand, undertegnede. Steen Ogstrup, næstformand. Jill Hanghøj, webmaster. Karsten Troelsen, kasserer og Birte Hvid, suppleant. Desværre forårsagede nye regler for foreningsregnskaber en stor forsinkelse i overdragelsen af kassererposten, og vi var kommet langt ind i regnskabsåret, før der kunne ske en overdragelse, så vi valgte, at lade Jill fortsætte som kasserer. Men nu er de sidste papirer endelig på plads, når den nye bestyrelse konstituerer sig efter dette årsmøde.
Vi har i perioden afholdt 3 bestyrelsesmøder samt 1 fælles koordineringsmøde med de øvrige bestyrelser i Regionsgolf Danmark. På fællesmødet, som blev afholdt i Vejle Golf Club den 1. juni, var der enighed om, at det ikke længere var formålstjenligt at holde fællesmøder, hvor både ABCD og S/V's bestyrelser deltog, idet vore turneringsbestemmelser er så forskellige. I stedet bliver fællesmøderne fremover holdt for henholdsvis ABCD vest og øst og for S/V vest og øst. Dog fortsætter de nedsatte web- og sponsorudvalg med deltagelse fra begge grene.
Vi fik til denne sæson tilmelding fra 102 klubber, det en 1 klub mere end forrige år og samme antal hold, 311. I år fik vi for første gang deltagelse af Haderslev og Outrup. Vi har i løbet af sæsonen fået tilbagemelding fra spillere fra Haderslev, at de er meget begejstret for turneringen! Benniksgaard og Hjarbæk Fjord, som desværre ikke kunne stille hold i 2012, er igen vendt tilbage - dejligt. Modsat fil vi ikke deltagelse af Hirtshals, Hobro samt Markusminde i denne sæson, disse kunne ikke stille hold; men vi håber selvfølgelig på et gensyn i 2014!
Jeg har i mange år bearbejdet Odense Eventyr, for at de kunne deltage også i vores turnering, som de gør i turneringen for Sen/Vet; men har hver gang fået at vide, at de ikke kunne finde kaptajner. Ultimo januar, efter at turneringen var blevet offentliggjort, fik jeg en opringning fra et medlem af denne klub, som meddelte mig, at de nu havde samlet et hold!! Normalt burde vi melde ud, at det var for sent; men da det netop handlede om Odense Eventyr, gik vi i gang med ændringer af spilleplanen, for at få den til at gå op. Det lykkedes efter bl.a. stor velvilje fra de andre involverede klubber. Glade kunne vi, efter stort forarbejde, melde tilbage, at det var lykkedes os. Få dage efter modtog vi en telefonopringning fra det samme medlem, at klubben ikke ville stille bane til rådighed - der var ikke plads! Det ville have drejet sig om max. 3 hjemmekampe. Om igen, ny meddelelse til de involverede klubber, at spilleplanen igen var ændret. Og hvad har vi så lært af dette: ALDRIG mere at optage hold efter at spilleplanen er offentliggjort, der bliver anvendt utrolig megen tid, såfremt en spilleplan skal ændres.
Bortset fra denne oplevelse, har turneringen som sædvanlig vært dejlig at arbejde for. Vi møder rigtig mange glade spillere under vores besøg på holdene. Jill og jeg har i år besøgt 16 klubber, talt med mange spillere og taget billeder, som i øvrigt kan ses på vores hjemmeside. Jeg vil dog påpege én ting: vi har udarbejdet et på dansk såkaldt "Hard Card", hvor vi har medtaget de væsentligste punkter fra turneringsbetingelserne. Vores opfordring er, at holdkaptajnerne bruger linket på hjemmesiden under menupunktet "Administration" og tager en udskrift, således at de altid har denne med, når holdet spiller. Den kan i mange situationer være nyttig, idet især holdkaptajnens rolle er beskrevet.
Jeg kan ikke kraftigt nok påpege den i mange tilfælde lemfældige udfyldelse af kampkortet. Ofte oplever man før kampen, at kaptajnerne aftaler, at "dem kan vi udfylde, når vi kommer ind". Det er bare ikke godt nok. Kortet skal inden kampen være udfyldt korrekt, således at kun resultatet mangler at blive påført sammen med kaptajnernes underskrifter.
Vedr. EGA-handicap så gjorde vi ved sæsonstart opmærksom på, at spillere, som ønskede at deltage i Regionsgolf, skulle være i besiddelse af et EGA-handicap. Enten har spillere og holdkaptajner ikke læst turneringsbetingelserne godt nok, eller også har vi ikke været omhyggelige nok med at informere om dette forhold. Det har i hvertfald bevirket, at vi har modtaget en del protester - og formodninger fra modstandere om, at der nok har været benyttet en ulovlig spiller! Jeg er af den overbevisning, at flere af disse protester kunne have været undgået, såfremt man havde givet kampkortet større opmærksomhed.
Turneringsledelsen håber, at der har været tale om 1.års begyndervanskeligheder, således at disse problemer stort kan elimineres fremover.
Gennem årene har vi i vore turneringsbetingelser altid tilladt benyttelsen af divisionsspillere; i samarbejdets ånd indførte vi til dette år, at der skulle være en spærregrænse, såfremt holdene benyttede sig af divisionsspillere. Vi var ikke mange uger inde i turneringen, før protesterne indløb. Efter forhandling med min kollega i øst John Munthe, ændrede vi reglen, så divisionsspillere kunne deltage i de indledende runder, men ikke i slutrunderne. Selvfølgelig burde vi have forventet, at vi også ville få bemærkninger til dette, men vi var nødt til, for enighedens skyld, at fastholde denne begrænsning. Der er modtaget nogle forslag til ændring af netop denne regel. Disse vil blive behandlet under pkt. 10, som med årsmødedeltagernes accept er flyttet til behandling efter pkt. 7.
Kritikken har jeg taget til mig. Skal man samarbejde om fælles betingelser med andre, må man sommetider give lidt hist og her, og så er det ikke altid, at resultatet bliver som ønsket! Det har vi lært af til en anden gang, personligt beklager jeg den forvirring, det har skabt i den forløbne sæson.
Min anke i min beretning sidste år om, at nogle klubber ikke stiller med en holdkaptajn til hvert hold, har heldigvis hjulpet. Der har kun været ganske få tilfælde.
Jeg har i en tidligere beretning omtalt, at nogle klubber ikke har en repræsentant til stede, for at hjælpe og vejlede de gæstende hold. Det er især vigtigt i slutrunderne, hvor det er to fremmede hold. Jeg vil igen gerne appellere til, at klubberne opfylder dette ønske.
På sidste års årsmøde, ændrede vi nogle af spilledagene i slutspillet, således at de sidste runder kunne afvikles på søndage eftermiddage af hensyn til, at det kunne blive svært at nå at spille færdige på de fastlagte aftener i august måned. Dette har klubberne accepteret, og det er vi meget taknemmelige for i turneringsledelse.
Hjemmeside – Webmaster Jill Hanghøj gav en kort orientering
Efter årsmødet 2012 gik vi i luften med den nye hjemmesidedesign, som er blevet meget positivt modtaget af brugerne, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger om brugervenlighed.
Fra statistikken kan vi se at 77% af de besøgende er gengangere. I alt har næsten 30.000 personer besøgt hjemmesiden - 4000 flere end sidste år. Der har været i alt 110.000 besøg og lige knap 600.000 sidevisninger. Generelt en positiv udvikling.
Som sædvanlig er det i perioden april til ultimo juni, at vi kan spore den største aktivitet på hjemmesiden – når de mange spillere i de indledende runder følger med i turneringens udvikling.
Umiddelbart før de indledende runder var færdige opstod der et problem med GolfExpertens banners. Det skete, da GolfExperten kom over på en ny server, og det var ikke noget vi kunne gøre noget ved. Det var også lige før sommerferien, så der gik desværre et stykke tid, førend de nye banners kom på plads, men de er heldigvis mere levende.
Den skarpsindige bruger vil have observeret, at de små bokse med udfordring til at blive sponsor er forsvundet fra hjemmesiden. Dette blev besluttet på det sidste webudvalgsmøde, idet udvalget mente, de ikke havde resulterede i kontakt til nye sponsorer, samt at de havde udtjent sig selv.
Siden sidste årsmøde har der været afholdt 1 webudvalgsmøder, som resulterede i enkelte forbedringer, som er indført eller er på vej til at blive indført.
I forbindelse med åbning af mulighed for tilmelding til sæson 2013 blev klubberne opfordret til at lave et link til vores hjemmeside.
Mange klubber har fulgt opfordringen op, både med links til de respektive puljer, så læserne kunne følge med i resultaterne, og links til selve hjemmesiden. Hammel Golfklub havde sågar lavet et link til vores Regionsgolf folder og én af de nye klubber i turneringen, Volstrup var hurtig til at oprette et link til info om turneringen og videre til rækkernes resultater. Vi mangler stadig, at andre klubber følger efter og kan kun opfordre til at det sker.
Sponsorkontakt. Jill Hanghøj gav en kort orientering om sponsorforhold
GolfExpertens kontrakt løber til og med udgangen af 2014, og som ankermand for kontakten til GolfExperten, kom det som en overraskelse, da Kim Johansen pr. mail meddelte, at han var af den opfattelse at kontrakten kun løb til 31. december 2013.
Denne udmelding førte til et møde mellem Kim Johansen, Knud Højgaard fra Sen/Vet og mig selv.
Og det blev heldigvis afklaret, at vi også har en hovedsponsor i 2014.
Under mødet med Kim Johansen kom vi også ind på, at GolfExperten kunne profilere sig noget mere og vi drøftede forskellige muligheder. Det er endt med, at GolfExperten har udleveret flyers til samtlige deltagere i regionsfinalerne, hvor det fremgår, at såfremt der handles for hhv. kr.500 og kr.250 hos GolfExperten, ville man få tilsendt en golfparaply eller et baghåndklæde med regionsgolf logo. Tilbuddet er gældende frem til den 20. oktober, og så vil GolfExperten kunne måle værdien af et sådant tiltag.
I god tid skal vi i gang med en forhandling om sponsoraftalen for 2015 og fremefter, for vi skal ikke forvente, at GolfExperten vil være hovedsponsor alene, muligvis vil Kim Johansen være med til at dele hovedsponsorat med andre aktører.
Sponsorudvalget som p.t. omfatter Knud Højgaard S/V og Karsten Troelsen fra vores bestyrelse, er allerede gået i gang med at finde flere sponsorer til f.eks. størrelsesorden kr.75.000.
Herefter overtog Preben ordet igen:
Som det for de fleste her måske er bekendt, har vi også et samarbejde med Morten Buckhøj fra Golfbladet, hvori der i hver udgivelse er omtale af Regionsgolfen. Dette samarbejde sætter vi i Regionsgolfen meget stor pris på og håber, at det må fortsætte.
I dag vil jeg også benytte lejligheden til at prise det tætte, loyale forhold med formanden for ABCD i øst, John Munthe, et samarbejde, som er foregået i en konstruktiv ånd og har været til stor gavn for begge parter, og som jeg vil se tilbage på med glæde.
Tak til min bestyrelse for et godt loyalt og gnidningsfrit samarbejde. En meget stor tak til dig Jill, for den kæmpeindsat du yder som webmaster og din støtte, hvor du ofte fungerer som min sekretær.
Som det fremgår af indkaldelsen og dagsordenen, så har jeg valgt ikke at genopstille. Jeg har i år rundet de 50 år som bestyrelsesmedlem af mange forskellige bestyrelser, i alle er jeg sluttet som formand, på nær én, hvor jeg var næstformand i Vejle Golf Club.
Jeg vil også gerne takke for det gode forhold, vi altid har haft med klubber, koordinatorer, holdkaptajner. Det har været en fornøjelse altid at møde den store velvilje fra klubberne og det gode samarbejde med koordinatorer og holdkaptajner
Og så lige en påmindelse til de, som går med ønsket om, måske på et tidspunkt at kunne være interesseret i at gøre et stykke arbejde i bestyrelsen i ABCD vest: Gør det kun såfremt I vil være der af GAVN og ikke af NAVN.
Jeg ønsker god arbejdslyst til den kommende bestyrelse. Jeg vil med interesse følge jer - det får jeg nok ikke så svært ved, idet Jill stadig vil være engageret.
Beretningen blev godkendt.
Turneringsberetning ved matchlederne
Steen Ogstrup aflagde turneringsberetning for de indledende runder
Der har igen i år været god deltagelse til turneringen, 102 klubber med i alt 311 hold.
I A rækken var der 61 hold, B rækken 93 hold, C rækken 90 Hold og D rækken 67.
Gennemgående er kampene blevet afviklet i dejligt dansk sommervejr, og ingen afbrudte spilledage på grund af torden og lyn.
Der har været nogle afklarende forespørgsler til turneringsledelsen, og der har da været et par enkelte protester under vejs. Der har desværre også været tilfælde hvor et hold har brugt en ulovlig spiller. Selv om turneringens kampe afvikles under hyggelige former skal man huske, at turneringsbetingelserne skal overholdes, og vi har vores ”Hard Card”, som kan hjælpe kaptajnerne.
Nogle af de henvendelser vi har haft har bl.a. drejet sig om:
Udfyldt kampkort ikke afleveret inden start.
Spillerberettigelse, bl.a. efter ændringer i EGA hcp.
Det er ærgerligt når der bliver usikkerhed om berettigelse til at spille med i turneringen.
Når en klub har to hold som skal spille ud samme dag kl. 17:15, har klubben oftest blokeret tider så der kan startes på både hul 1 og 10. I enkelte tilfælde har det ikke været muligt og de sidste kampe er ikke nået ind før mørket har lagt sig. Vi håber, at klubberne vil sørge for at der kan startes på både hul 1 og 10, og ellers evt. lave aftale med modstanderne om anden spilledag.
Der er ofte problemer med damer, - eller mangel på samme. Der har været tvivl om man må spille både ABCD og senior/veteran, og ja det må man!
Men som altid masser af gode, spændende kampe og godt humør.
Preben Hanghøj aflagde turneringsberetning for slutrunderne
De første 1/16-delsfinaler i slutspillet startede den 12.august. Så gik det ellers derudad i denne "vind eller forsvind" runde. Jill og jeg besøgte de klubber, vi kunne nå de næste 6 uger. Vi oplevede en rigtig god stemning, på trods af vigtigheden af disse kampe. Derfor var det også lidt skuffende, at vi i løbet af slutspillet modtog nogle protester, som jeg nok vil betegne lidt umotiverede. Nogle af disse protester bar lidt præg af manglende kendskab til vore turneringsbetingelser og især til manglende kendskab til reglerne omkring nedlæggelse af protester i hulspil. Derfor har bestyrelsen drøftet, om vi kunne gøre noget ved dette. I øjeblikket overvejer vi, om vi med hjælp fra Karsten i hans egenskab af DGU dommer, kunne holde nogle orienteringsaftener i løbet af foråret 2014.
Efter 72 kampe i slutspillet, blev Regionsfinalen afviklet på Stensballegaard Golfklub den 14.september. Dagen bød på et rigtig godt golfvejr og en velplejet bane. Vindere blev i A-rækken Breinholtgaard med Viborg som runner-up. Kampen i B-rækken stod mellem Vejle og Ebeltoft med Vejle som vinderen. I C-rækken trak Dronninglund det længste strå mod Trehøje. Regionsmester i D-rækken blev Trehøje, som vandt over Mariager Fjord.
Sæsonens sidste 4 holdkampe blev afviklet i kampen om Danmarksmesterskabet på Lyngbygaard Golf den 22.september. Igen var vi heldige med vejret. På forhånd vidste vi godt at banen ville være i perfekt stand, så hvad kunne vi som arrangører så ønske mere?
De 4 mestre blev: A-rækken Breinholtgaard der vandt over Hillerød. I B-rækken blev Vejle mester ved at slå Hjortespring og C-rækken blev vundet af Dronninglund ved at vinde over Værløse. Endelig sluttede Trehøje triumfen ved at vinde over Skjoldnæsholm. Altså en suveræn sejr til vest. En rigtig dejlig fornemmelse for en matchleder
Tak til Stensballegaard og Lyngbygaard for værtsskabet i de 2 finaler. Det er dejligt at blive mødt med så positiv imødekommenhed og god service.
Fastlæggelse af klub til årsmødet 2 år frem og fastlæggelse af klub til regionsfinale 2015
Årsmøde 2015 afvikles i Breinholtgaard Golfklub. (I 2014 afholdes årsmødet i Tange Sø Golfklub søndag, den 12/10-14, og det er Regionsgolf Vest Sen/Vet, der står for det praktiske.)
Regionsfinale i 2015 afvikles i Odense Golfklub og landsfinale afvikles i Horsens Golfklub. (I 2014 afholdes regionsfinale i Holstebro og landsfinale på Sjælland)
Endvidere oplyste Preben at Løgstør har tilbudt at lægge bane til en finale, og det bliver regionsfinalerne i 2016.
Brønderslev meddelte, at de tidligere havde meldt sig som interesseret i at lægge bane til en finale. Det er de stadig.
Forelæggelse af årsregnskab til godkendelse
Kasserer Jill Hanghøj fremlagde regnskab, som blev godkendt.
Forelæggelse af budget for kommende år til godkendelse
Kasserer Jill Hanghøj fremlagde regnskab, som blev godkendt.
Forelæggelse af ændringer til turneringsbetingelser, foretaget siden årsmødet 2011
Da de indkomne forslag omhandlede turneringsbetingelserne blev dette punkt
behandlet sammen under punktet Ӯndringer til turneringsbetingelser foretaget siden sidste
årsmøde ”med punkt 7.
Preben Hanghøj gennemgik de ændringer til turneringsbetingelserne, som bestyrelsen har vedtaget, og som er afstemt med øst. Fra sæson 2014 kan divisionsspillere deltage i turneringen uden forbehold og damernes minimum handicap er ændret til 4,5.
Disse ændringer harmonere med forslag der er modtaget fra Bente Knudsen (Lemvig), Thomas Gøbel (Odense) og Bjarne Alstrup (Skanderborg).
Thomas Gøbel havde også indsendt forslag om at hold udvides med 1 herresingle, således at der bliver 4 herresingler på et hold. Dette forslag blev afvist. Thomas Gøbel havde indsendt forslag om, at en klub kan tilmelde 2 hold i hver række – dette forslag blev trukket tilbage inden årsmødet.
Preben Hanghøj oplyste, at en anden væsentlig ændring i turneringsbetingelserne er, at fristen for indberetning af resultat vil fremover være 3 døgn.
Turneringsbetingelserne for 2014 vil være på hjemmesiden den 15. oktober 2013 og ligeså HardCard.
Valg af bestyrelsesmedlemmer Bestyrelsen består af max 5. medlemmer, og p.t. er der 4 bestyrelsesmedlemmer
På valg Preben Hanghøj, han ønskede ikke at modtage genvalg og Karsten Troelsen.
Karsten Troelsen (Vejle) blev genvalgt og Birte Hvid (Rold Skov) blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem.
Suppleant: Bent Kyndesgaard (Stensballegaard) blev valgt som suppleant.
Revisor: Vagn Holm ønskede ikke genvalg og Finn Helvig Pedersen (Jelling) blev valgt som revisor
Revisorsuppleant: Nyvalgt Kirsten Nyehuus (Silkeborg)
Forslag til vedtægtsændringer.
Der er ikke indkommet forslag.
Eventuelt.
Jill Hanghøj takkede Preben, på bestyrelsens vegne, for hans mangeårige arbejde for Regionsgolfen, og Preben blev hyldet for sit store arbejde gennem årene.
Preben afsluttede mødet med en tak til Hedensted Golfklub for værtsskab og til GolfExperten
for deres sponsorstøtte.
Referent Jill Hanghøj og Steen Ogstrup
7. oktober 2013
Konstituering
Efterfølgende har bestyrelsen konstituerede sig, med følgende sammensætningen:
Formand og webmaster: Jill Hanghøj
Næstformand: Steen Ogstrup
Kasserer: Karsten Troelsen
Sekretær: Birte Hvid.
Den samlede bestyrelse indgår i Turneringskomitéen
|